Det er længe siden, jeg har læst (slugt!) en bog så hurtigt som Døden kører Audi. Og det endda på et tidspunkt, hvor jeg dårligt havde tid til at læse...moreDet er længe siden, jeg har læst (slugt!) en bog så hurtigt som Døden kører Audi. Og det endda på et tidspunkt, hvor jeg dårligt havde tid til at læse, og uden at jeg læste særlig, sindsygt hurtigt.
Bogen foregår meget af tiden da heller ikke i spor hurtigere tempo, end Waldemars rullestol kan køre - og den løber endda på et tidspunkt helt tør for strøm midt på en af stierne i forstadsghettoen Stentofte. Waldemar er bogens ene hovedperson og lider af alle de sygdomme, man kan forestille sig. Det er derfor han hyrer jeg-fortælleren og eks-reklamemanden Asger som hjælper, og sammen udvikler de et helt specielt partnerskab baseret på et sarkastisk og smaddersjovt syn på mistrøstigheden. Inden de altså få en uventet sponsor, køber et folkevognsrugbrød og drager afsted på et aparte road-eventyr for at finde Waldemars angiveligt eneste chance for at overleve sine kroniske lidelser i længden: Healeren Torbi el Mekki i Marokko.
Bang Foss' sprog er sprudlende, sjovt og tilmed flintrende opfindsomt, endda poetisk af og til. Men det er så også samtidig det eneste, der irriterede mig midt i beat-eventyret: den nærmest skødesløse brug af metaforer og sammenligninger:
Syrenerne på plænen blafrede som faner fra røggranater, og længere bagude lå trægrænsens farveløse bræmme af mørke som en overløbe, der vogtede på en hemmelighed. Plænen var fladhamret, upudset sølv.
Det er jo ikke dårligt, bestemt ikke. Men det, der alligevelirriterer mig er sammenligningernes manglende sammenhæng med plottet, både lokalt og globalt. Det er måske pernittengrynet, men jeg holder af, når de sproglige virkemidler, ligesom i megen poesi, hænger sammen i et net, der indkredser det beskrevne univers. Og hvor man, hvis ikke det er vejen (som hos Helle Helle, fx) helt afholder sig fra den slags virkemidler: gå ikke over sporet – det er en metafor...
Der er Foss’ meget mere lemfældig, han drøner nærmest af sted på skinnerne og kører historien tyk og tynd i sammenligninger. Men det har - indrømmet - også været en opvågnen for mig, for det virker jo, når det er gjort godt. Og godt, og tilmed humoristisk, det er det at køre med Foss i døden, i Folkevogn såvel som Audi.(less)
Frost får den fortærskede femikrimi ført rundt ved næsen, dekonstrueret og eksploderet, inden han går videre og til slut eksploderer sit eget og bogen...moreFrost får den fortærskede femikrimi ført rundt ved næsen, dekonstrueret og eksploderet, inden han går videre og til slut eksploderer sit eget og bogens sprog i stumper og stykker.
Som projekt er det helt vildt fantastisk, som bog en lille smule mindre fantastisk, men dog: vitterligt godt, fordi forfatteren konstant undergraver personernes (og efterhånden også plottets) troværdighed og dermed også gør det svært for læseren at være til stede og vide, om og hvornår man må føle sig fornøjet og hvornår man pludselig får kappet fingrene af for at dvæle i trivialiteterne. Ydermere virker den sproglige sprængning til slut ikke heeelt så bombastisk og/eller provokerende, som den måske er tænkt - efter Döblin, Joyce og andre minearbejdere i romanens fundament er det også jævnt svært at sprænge den prøvede læsers hjerne med sprogsludder, særligt over ikke særlig mange sider...havde der nu været to hundrede siders gakgak til slut, i blandet virkelig vigtigt mening for bogen som helhed, havde det måske (skøn)virket til min femte stjerne,(less)
En fantastisk, humoristisk, elskelig skildring, samt en sprogligt og poetisk overskudsforretning, af en ung (biseksuel) kvindes sorger og problemer på...moreEn fantastisk, humoristisk, elskelig skildring, samt en sprogligt og poetisk overskudsforretning, af en ung (biseksuel) kvindes sorger og problemer på kærestefronten. Både barndomsveninde, mor, far og læge (?!) konsulteres og kommer med vise - men viser det sig hurtigt i replikskiftet: ikke særligt overbevisende - råd om kærligheden og livet, mens hovedpersonen selv render rundt i en sump af sorg og et uskrevet speciale.
Det er relativt simpelt og letlæst, men virker både virkeligt og vittigt og virkelig godt skrevet!(less)
En rasende og ret god skildring af de problemer og antagelser, en helt almindelig lesbisk støder på, når hun vil være mor. Fra duftlys og usædelig mæl...moreEn rasende og ret god skildring af de problemer og antagelser, en helt almindelig lesbisk støder på, når hun vil være mor. Fra duftlys og usædelig mælkebøtte-metaforik på den knalddyre inseminationsklinik til ekstremdyrkelsen af de sexuelle præferencer hos lesbiske krydstogtsfirmaer og baby-gavebutikker. Nya Glaffey sprutter sjovt og spidende og stiller konstant spørgsmålstegn ved, hvorfor homoseksualiteten skal gøres så særlig og udstilles så ekstremt - ikke af "andre", men af dem, der selv tilfældigvis elsker en af samme køn.
Sprogligt og humoristisk er der masser af overskud - men egentlig synes jeg mere bogen sælger sig som et viltert cut-up essay end som egentlig fiktion.(less)
Et fantastisk, vanvittigt absurd og eksistentielt gennemborende teaterstykke, der på skrift viser hvor på én gang enkelt og poetisk, dramatik kan være...moreEt fantastisk, vanvittigt absurd og eksistentielt gennemborende teaterstykke, der på skrift viser hvor på én gang enkelt og poetisk, dramatik kan være.(less)
En fantastisk, voldsom, vred og sindsrundtrivende tekst, et aldrig opført teater-drama over forfatteren Louis-Ferdinand Célines tekster om sit årelang...moreEn fantastisk, voldsom, vred og sindsrundtrivende tekst, et aldrig opført teater-drama over forfatteren Louis-Ferdinand Célines tekster om sit årelange ophold i Danmark efter 2. verdenskrig, hvor han dels var i landflygtighed, dels sad varetægtsfængslet, mens han i Frankrig var anklaget for antisemitisme med døden til følge...(less)
Loading...
